Globalt systemdesign, cand.scient.techn. (engelsksproget) (København)
Globalt systemdesign
Med den intensiverede globale konkurrence står virksomheder og organisationer inden for industri, transport og service over for en række udfordringer - hvordan sikrer man et godt produkt, tilfredse kunder og medarbejdere og en bæredygtig økonomi?
Bliv kandidat i Globalt system design og få kompetencer til at analysere, designe, optimere og implementere forretningsprocesser inden for produktion, transport og service.
Om uddannelsen

En kandidatuddannelse i Globalt Systemdesign ruster dig til at håndtere den kompleksitet, som virksomhederne møder i dag og i de kommende år. Du bliver i stand til at analysere og modellere såvel specifikke forretningsprocesser som samlede produkt-, service- og produktionssystemer. Du lærer at udvikle, simulere og konsekvensvurdere løsninger og forslag til forenkling, standardisering og automatisering af arbejdsgange og processer.
Uddannelsen arbejder med produktions-, system- og procesforståelse i bredeste perspektiv. Udgangspunktet er, at områder som arbejdstilrettelæggelse, kundefokus, kvalitetssikring, produktionsledelse og optimal ressourceudnyttelse kan håndteres ud fra samme kompetencemæssige tilgang som klassiske produktionssystemer - uanset om du arbejder inden for den private eller offentlige sektor, med fremstilling, transport eller service, på nationalt eller internationalt plan.
Uddannelsens tilgang er ingeniørvidenskabelig, hvilket betyder, at du kommer til at arbejde med anvendelsen af moderne beregnings-, automatiserings- og IT-teknologier, som kan bidrage til bedre resurseudnyttelse, kvalitet etc. Kandidatuddannelsen udfordrer den sektorspecifikke viden, du har med dig fra din bacheloruddannelse, og gennem de 2 år uddannelsen varer, udvikles og udbygges din viden i forhold til produktdesign, effektivisering og innovation af arbejdsprocesser og -systemer.
Uddannelsen klæder dig således på til at analysere, planlægge og vurdere forretnings- og produktionsmæssige problemstillinger fra flere synsvinkler. Uddannelsen giver dig eksempelvis formelle kvalifikationer, der matcher de kompetencer, som i industrien og erhvervslivet kan opnås gennem kurser og certificering som ”Green Belt” og ”Black Belt” i Lean, Six Sigma og procesforbedringer.
Se brochure om uddannelsen (pdf)
Internationalt perspektiv
Uddannelsen udbydes internationalt og al undervisning foregår derfor på engelsk. 3. semester er dedikeret til international erfaring, og der lægges derfor op til, at du tager til udlandet – enten i en dansk eller udenlandsk virksomhed eller på et udenlandsk universitet.
Aalborg Universitet har samarbejdsaftaler med universiteter over hele verden, ligesom fagmiljøet bag uddannelsen også har en lang række internationale kontakter i forbindelse med virksomhedsaftaler.
Samarbejde med erhvervslivet
Aalborg Universitet har tradition for, at de studerende samarbejder med private virksomheder og offentlige institutioner i forbindelse med projektskrivningen. Du får dermed mulighed for at høste erhvervserfaringer og arbejde med problemer fra den ’virkelige verden’ allerede inden, du har færdiggjort dit studium.
Aalborg Universitet har gennem mange år opbygget et tæt samarbejde med industrien, der betyder, at projekter ofte skrives for og i samarbejde med virksomheder.
Mød de studerende
Kenneth Kallesøe, uddannet maskinmester og studerende på Globalt systemdesign
Efter at have afsluttet min bacheloruddannelse i Aalborg vælger jeg at studere på kandidatuddannelsen i Globalt systemdesign for at få en bredere og mere solid forståelse for de processer, der er involveret i at designe produkt- og serviceprocesser. Jeg tilegner mig viden gennem forelæsninger med entusiastiske og seriøse undervisere samt gennem projektskrivning i samarbejde med relevante virksomheder indenfor fagområdet.
Jeg er meget glad for, at jeg valgte at studere Globalt systemdesign, fordi uddannelsen virkelig giver mig de rette færdigheder og lige så vigtigt en selvtillid til at turde udfordre de måder, som en virksomhed har opbygget forskellige processer på - både i produktions- og serviceafdelinger.
Luiza Bucur, student at the Global Systems Design programme
Jeg er 23 år og uddannet indenfor IT og elektronik. Jeg udviklede en særlig interesse for robotteknologi - herunder industrirobotter og automatisering, mens jeg udarbejdede min bacheloropgave i samarbejde med Aalborg Universitet. Jeg indså hurtigt, at jeg ønskede at fortsætte med at arbejde indenfor dette spændende område.
Det der tiltrak mig mest ved kandidatuddannelsen i Global System Design var muligheden for at supplere min ingeniørbaggrund med en forretningsmæssig indsigt og viden. Uddannelsen har ikke kun givet mig en forståelse af de vigtigste principper indenfor produktion og fremstilling. Den har også givet mig en meget brugbar erfaring og indsigt i at samarbejde med industrien gennem det problembaserede projektarbejde, som Aalborg Universitet er meget anerkendt for.
