Share |

Fagligt indhold · Maskinkonstruktion, civilingeniør (engelsksproget) (Esbjerg)

Maskinkonstruktion

Civilingeniøruddannelsen i Maskinkonstruktion er en 2-årig kandidatuddannelse, hvor du får en større teoretisk indsigt. I projektopgaverne bruges teorien på mere komplekse problemstillinger som fx udformningen af vindmøllevinger eller computersimuleringer af undervandsrobotters opførsel under marinebiologiske undersøgelser. Mange kurser på overbygningen foregår sammen med studerende fra Bygge- og Anlægskonstruktion, men du specialiserer dig inden for Maskinkonstruktion i projekterne.

Nogle af de områder, du kommer til at arbejde med, er:

  • Avanceret 3D CAD og design
  • Maskinteknik og produktudvikling
  • Klassisk styrkelære og stålkonstruktioner
  • Fluidmekanik og termodynamik
  • Automation og styring/overvågning
  • Dynamisk påvirkede konstruktioner
  • Avanceret Finite Element analyse (FEA) og simulering
  • Udmattelse og pålidelighed af komplekse strukturer.

Som afslutning på din uddannelse skal du skrive et afgangsprojekt. Tidligere har studerende skrevet om bl.a.:

  • Offshore konstruktioners respons på eksplosionslaster
  • Fluid strukturel interaktionsanalyse af bladventil
    til Danfoss kompressor
  • Type PL35F
  • Stabilitets- og udmattelsesanalyse af vindmølletårne
  • Beregning af fræseværktøj med HSK kobling
  • Modellering af bølger vha. potentialteori.

De gode generelle styrker

Udover nogle stærke faglige kvalifikationer som civilingeniør i Maskinkonstruktion får du nogle gode generelle kompetencer med i bagagen. Du lærer at:

  • løse komplicerede tekniske problemer ved brug
    af naturvidenskabelig og teknologisk viden
  • deltage i planlægning, realisering og styring af komplekse teknologiske systemer og være i
    stand til at inddrage samfundsmæssige, økonomiske, miljø- og arbejdsmiljømæssige konsekvenser i løsningen af tekniske problemer
  • indgå i ledelses- og samarbejdsmæssige sammenhænge
  • deltage i videnskabeligt udviklingsarbejde og deltage i den teknologiske udvikling

For mere information se uddannelsens studieordning her

Mød en færdiguddannet kandidat

Søren Leth, studerende på Maskinkonstruktion

Efter gymnasiet var jeg ved Livgarden et par år og således bosat på Sjælland. Her var der flere muligheder for at læse videre, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville tilbage til Esbjerg for at tage min uddannelse. Her har jeg min familie, min kæreste og mine venner.

Aalborg-modellen fangede min opmærksomhed, og jeg valgte derfor at læse maskiningeniør på Aalborg Universitet Esbjerg. Jeg kan især godt lide, at vi går rundt i et lille miljø, hvor man har mulighed for at lære alle at kende. Der er et tæt samarbejde mellem underviserne og de studerende. Man er ikke bare et anonymt nummer til en forelæsning. Rent fagligt synes jeg, at det er en udfordring, at vi hele tiden beskæftiger os med at optimere på tingene. Det er spændende at finde på nye og bedre løsninger.