Kultur, Kommunikation og Globalisering (engelsksproget)
Internationale udfordringer
Akademikere, som har studeret kultur og samfundsforhold, er efterspurgte, fordi vi lever i en tid, hvor kontakt med andre kulturer er den naturligste ting i verden, bl.a. gennem internet, europæisk integration og globalisering.
Hvis du ser dig selv som en projektleder i en institution, organisation eller i en virksomhed, som gerne vil begå sig på den internationale scene og i et multikulturelt samfund,så er kandidatuddannelsen i Culture, Communication and Globalization værd at overveje.
International profilering
Uddannelsen er et tilbud til studerende med en bachelorgrad inden for humaniora eller samfundsfag, som ønsker at udvikle kompetencer med henblik på at arbejde i institutioner, organisationer eller virksomheder med fokus på kommunikative, kulturelle, sociale og politiske aspekter af globale processer. Studiet giver mulighed for at arbejde koncentreret med fire forskellige linjer:
- Markedskommunikation og forbrugsstudier
- Organisation og ledelse
- Internationale relationer og den globale verden
- International migration og etniske relationer
Du vælger selv, om du vil fokusere på en af disse linjer, eller om du vil sammensætte din helt egen profil. Du bestemmer således selv, hvilke fagområder der skal lægges vægt på i din uddannelse.
Undervisningen foregår på engelsk, hvilket bidrager til internationaliseringen af studiemiljøet. Uddannelsen har indbygget 1 semesters praktikophold ved en institution, organisation eller virksomhed i udlandet eller i Danmark, eller et studieophold i Danmark eller i udlandet.
Adgangskravet til kandidatuddannelsen er en bachelorgrad inden for humaniora eller samfundsfag, og et godt engelsk niveau (minimum B-niveau)
Personlig profilering
Kandidatuddannelsen i Culture, Communication and Globalization rummer store muligheder for personligt at profilere sin uddannelse i en bestemt retning enten ved at koncentrere sig om en bestemt faglig dimension inden for studiet, eller ved at skabe sig en bredere profil ved at sammensætte sine kurser ud fra flere linjer og ved at vælge et relevant praktik- eller studieophold.
Du kan f.eks. vælge at fokusere på linjen inden for internationale relationer og den globale orden i de to første semestre. Derpå kan du søge praktikophold i en international institution eller organisation i Bruxelles eller København, hvor du får mulighed for at anvende din teoretiske viden i praksis.
Du kan også gå anderledes til værks og skabe en profil som trækker på mere end blot en faglig linje. Du kan f.eks. kombinere markeds- og forbrugsstudier med kurser i etniske relationer. Det er dig, der bestemmer.
