Share |

Fagligt indhold · Dansk

På kandidatuddannelsen i Dansk kommer du til at beskæftige dig med disse fagområder:

  • Sprog
  • Litteratur
  • Medier.

Uddannelsen er opbygget sådan, at du har 2,5 semester (75 ECTS) på grundfaget i Dansk og 1,5 semester (45 ECTS) på dit kandidatsidefag.

7. og 8. semester

På 7. semester læser du udelukkende på dit kandidatsidefag. På 8. semester er du halvdelen af tiden på Dansk og halvdelen af tiden på dit sidefag. Efter dette semester er du færdig med sidefaget. I dansk skal du skrive et projekt inden for et af danskfagets fagområder. Der vil være kurser inden for mindst to af fagområderne, som du kan bruge som inspiration til projektet.

9. semester

På dette semester skal du i et praksisforløb (praktikophold). Hvis du gerne vil i undervisningspraktik og prøve, hvordan det er at undervise i dansk, vil du inden praktikken få undervisning i didaktik, generel læringsteori og praktisk formidlingsteknik. I forlængelse af disse kurser skal du et par uger i praktik på et gymnasium, VUC el.lign., hvor du vil prøve at undervise i praksis. Du vil blive tilknyttet en lærer på stedet, som giver dig feedback på din undervisning. Du har også mulighed for at komme i praktik i en privat eller offentlig virksomhed, hvor du kan arbejde med formidlings- og kommunikationsopgaver – fx som kommunikations- eller informationsmedarbejder. Hvis du vælger denne slags praktik, vil opholdet i virksomheden typisk være af noget længere varighed.

9. semester byder også på et projekt. Der er kurser inden for mindst to af danskfagets fagområder, sprog, litteratur og medier, som du kan bruge til inspiration til emnevalg. På 9. semester skal du have to valgfag. Du kan enten vælge valgfag, som danskuddannelsen udbyder (fx Retorik, Sprogfilosofi, Litteraturteori eller Æstetisk teori), eller du kan vælge valgfag fra en anden uddannelse.

10. semester / speciale

På kandidatuddannelsens sidste semester skal du skrive speciale. Specialets emne kan ligge inden for alle Danskuddannelsens fagområder, og du har også mulighed for at flette dit sidefag ind i specialet.

Se studieordningen for uddannelsen