Share |

Fagligt indhold · Produktion, cand.scient.techn. (Aalborg)

Uddannelsens opbygning

På uddannelsens første tre semestre bruges halvdelen af tiden på projektarbejde og den anden halvdel på kursusundervisning. Det sidste semester afrunder uddannelsen med et afgangsprojekt.

På første semester er projektdelen opdelt i to projekter, hvor det første projekt primært har fokus på den problembaserede læringsmodel, som er kendetegnende for Aalborg Universitet.

1. semester: Produkter og produktion

1. semester fokuserer på vigtigheden af virksomhedens produkt i forhold til succesfuld produktion, og du vil blive introduceret til produkter og deres klargøring til produktion. På semesteret kommer du til at arbejde med:

  • Produkters afstemning med kundebehov
  • Markedsanalyse
  • Modellering af produkter
  • Valg af materialer
  • Valg af fremstillingsprocesser
  • Operationsanalyse
  • Værdianalyse
  • Informationssystemer

Uddannelsen inddrager de mange forskellige forudsætninger, som de studerende kommer med både i undervisningen og projektarbejdet. På denne måde får du et bredt sæt af perspektiver på problemstillinger og løsninger inden for faget.

Semestret fokuserer også på introduktion til den problembaserede læringsmodel, som er karakteristisk for
Aalborg Universitet.

Projekt på 1. semester
 

Et projekt på 1. semester kan eksempelvis tage udgangspunkt i et eksisterende produkt, der skal analyseres med henblik på produktion og afsætning på markedet. Er produktet i dets nuværende form tilstrækkeligt attraktivt for kunderne og er det klargjort til produktion? På basis af analyserne opstilles begrundede forslag til forbedringer.

2.semester: Etablering og styring af industriel virksomhed

Effektiv produktion kræver grundig planlægning - både med hensyn til de fysiske produktionsforhold og ledelsen af produktionen. Effektivisering af produktion er dyrt, så det er vigtigt med denne planlægning for at sikre en god indtjening for virksomheden.

En detaljeret strukturering af et produktionssystem skal altid foretages i klar sammenhæng med, hvordan den løbende styring af produktionens processer tilrettelægges. Det er derfor vigtigt, at der er en optimal sammenhæng, så planlægning og styring bliver så enkel som muligt - uden at det kræver for store etableringsomkostninger i forhold til, hvad man kan få ud af det. For at klæde dig på til sådanne udfordringer kommer du på dette semester til at arbejde med:

  • Produktionsprocesser
  • Forsyningskæder
  • Styringsmetoder
  • Planlægningsmetoder
  • IT støttesystemer
  • Økonomimodeller
  • Kvalitets- og projektstyring

Projekt på 2. semester

Et projekt på 2. semester kan indledningsvist omfatte en analyse af et produkt, der allerede er udviklet og klargjort til produktion. Analysen skal rette sig mod de valgte processer og det vurderes, om alternative processer eventuelt kunne anvendes. På baggrund heraf opstilles en konkret plan for etablering of gennemførelse af en produktion af et passende omfang. Det er i den forbindelse vigtigt, at der stilles forslag om systemer, der kan sikre en optimal styring af de daglige driftsopgaver.

3. semester: Innovation og udvikling af industriel virksomhed

Det er vigtigt for en virksomhed hele tiden at tilpasse sig sit marked med hensyn til fornyelse af produkter, udbud af nye produkter, afprøvning af nye forretningsmodeller, samarbejdsformer og produktionsmodeller. På denne mådesikrer en virksomhed sin overlevelse gennem bevidsthed om, hvordan dens plads er på markedet, og stillingtagen til hvilke midler, man skal bruge for at udvikle sig. Kunsten for virksomheden er således at afsætte tid og penge til udvikling, uden at de daglige driftsopgaver lider under det.

Når man har gennemført en bestemt udvikling i fx produktionen, kan man ikke umiddelbart bare lave det om igen uden at tabe mange penge. Hvis en stor ændring først er ført ud i livet, vil den være meget dyr at fortryde. Derfor er det vigtigt at lave et grundigt forarbejde, så man så vidt muligt opnår det tilsigtede udbytte.

På 3. semester adresseres disse problemstillinger, og du kommer til at arbejde med:

  • Analyse af virksomheders strategiske position
  • Planlægning og gennemførelse af nye strategiske tiltag
  • Metoder til præstationsvurdering
  • Produktudvikling
  • Produktmodellering
  • Produktkonfigurering
  • Vidensrepræsentation
  • Vidensbaserede systemer

Projekt på 3. semester
 

Projekter på 3. semester kan omhandle problemstillinger ved den langsigtede udvikling af industriel produktion i bred forstand. Eksempelvis kan grundlaget for produktionen være utidssvarende eller mangelfuldt i forhold til de stillede krav og der kan være behov for at inddrage nye teknologier og systemer af forskellig art. Ledelsesmæssigt kan der være behov for andre strategiske tiltag og overordnet kan der være grund til at se på helt nye forretningsområder.

4. semester: Afgangsprojekt

I afgangsprojektet eller kandidatspecialet, som det også hedder, specialiserer du dig inden for det emne, du finder allermest interessant. Dette projekt er større end de projekter, du hidtil har arbejdet med. I afgangsprojektet får du muligheden for at kombinere al den viden og alle de færdigheder, du har tilegnet dig i løbet af uddannelsen.

Find meget mere information om uddannelsens indhold og opbygning i studieordningen for cand. scient. techn. i Produktion.

Mød to studerende

Lasse Ørndrup, studerende Produktion

Min baggrund er lidt atypisk, da jeg er udlært elektriker og herefter har læst til maskinmester. Jeg er derfor ikke gymnasielt uddannet, som næsten alle på universitetet er, men det ser jeg slet ikke som en ulempe, da jeg derimod har noget relevant erhvervserfaring at bidrage med i stedet. Grunden til, at jeg valgte denne uddannelse, var for at få en akademisk overbygning på et højere niveau, og uddannelsen i Produktion supplerer min meget tekniske
uddannelse som maskinmester rigtig godt.

At studere på Aalborg Universitet stiller store krav til ens selvdisciplin, evnen til at fordybe sig samt samarbejde i grupper og med virksomheder om reelle problemstillinger. De analytiske briller tages på, og man lærer at anskue og forstå problemstillinger i en virksomhed med alt hvad det indebærer af især produktionstekniske og ledelsesmæssige udfordringer.

Da jeg meget gerne vil arbejde inden for energisektoren i fremtiden, eksempelvis inden for vindmøllebranchen, tror jeg på, at mine tekniske uddannelser samt denne kandidatuddannelse vil være et godt udgangspunkt for vejen op af karrierestigen.

Mads Bejlegaard, studerende Produktion

Forud for kandidatuddannelsen i Produktion er jeg uddannet produktionsteknolog, hvorefter jeg tog en professionsbachelor i Produktudvikling og teknisk integration. Jeg har således arbejdet med mange af de samme temaer, som vi i dag arbejder med på kandidatuddannelsen, men nu på et taktisk og strategisk niveau, som bærer mine eksisterende kompetencer op på et højere niveau.

Uddannelsens niveau, faglighed og arbejdsformen på AAU sætter selvfølgelig højere forventninger end tidligere, men er samtidig grundlaget for, at jeg ikke er i tvivl om, at jeg traf det rigtige valg, da jeg valgte at læse Produktion på AAU.