Share |

Fagligt indhold · Informationsarkitektur (engelsksproget) (Aalborg)

Uddannelsen i Informationsarkitektur er problemorienteret og resultatorienteret, og derfor arbejder du både teoretisk og praktisk med løsning af centrale problemstillinger. Perspektivet er både humanistisk og teknologisk. Du skal beskæftige dig med retorik, kommunikation, informationsøkologi og bruger-system interaktion for at forstå og arbejde sammen med brugerne. Du skal lære om content management systemer (CMS), søgeteknologier, systemudvikling, informationsstyring, mediestrategier og projektledelse for at kunne medvirke til at planlægge, udvikle og implementere informationsarkitektur i en multimedial kontekst.

Ofte arbejdes der projektorienteret i grupper med designopgaver i samarbejde med uddannelsens netværk af offentlige og private virksomheder og organisationer. Her beskæftiger du dig med konkrete opgaver og projekter, hvor netværket evaluerer og giver feedback på de foreslåede løsninger.

Opbygningen af den generelle uddannelse i Informationsarkitektur

Kandidatuddannelsen i Informationsarkitektur løber over fire semestre. På hvert semester har du som studerende mulighed for at tone din uddannelse gennem eksempelvis valgfag, workshops og projektemner, så den passer til lige netop dig, dine interesser og dine fremtidige jobønsker.

7. semester er centreret omkring temaet "Informationsarkitekturens retorik og økologi". Der er undervisning i retorik, design, kategorisering, vidensorganisering, læring og databaser, og i løbet af semestret får du forståelse af, hvorfor informationsarkitektur spiller sammen med brugbarhed, oplevelse og læring, og hvordan kategorisering og vidensorganisering spiller afgørende ind på informationshåndtering og vidensdeling. Retorikkens klassiske brændpunkt, samspillet mellem form og indhold, er i fokus.

8. semester er centreret omkring temaet "Design af informationsarkitektur". Du arbejder med design af informationsarkitektur med udgangspunkt i brugerdrevet innovation, og der er endvidere undervisning i CMS-systemer.

8. semester er du i praktik, hvor du skal løse 3 konkrete opgaver for private og offentlige organisationer.

9. semester er centreret omkring temaet "Strategi for forandring", og hovedvægten er på de kommunikative konsekvenser af at ændre informationsarkitektur. Der er uddybende undervisning i retorik, design, kategorisering samt vidensorganisering og læring i informationsøkologier, og du skal blandt andet opnå kompetence i projektledelse, koordinering og samarbejde. Der er endvidere undervisning i praktisk anvendelse af designværktøjer til design af informationsarkitektur.

På 10. semester udarbejder du dit kandidatspeciale.

I studieordningen for kandidatuddannelsen i Informationsarkitektur kan du læse mere om uddannelsens indhold og opbygning.

Specialiseringer

Kandidatuddannelsen i informationsarkitektur med særligt fokus på persuasivt design (PD-linjen)

PD som elite- og ikke-eliteudannelse

PD-linjen udbydes både som eliteuddannelse og som ikke-eliteuddannelse. Ikke-eliteuddannelsen er beskrevet her ved siden af. Du kan læse mere om eliteuddannelsen i persuasivt design her

Der er adgansbegrænsning til PD-linjen. På PD-linjen beskæftiger du dig med fem fagområder foruden etik, videnskabsteori og metode:

  • Retorik
  • Logik og temporalitet
  • Persuasivt Design - herunder relevant it-teknik
  • Kategorisering
  • Vidensorganisering og læring i informationsøkologier.

Uddannelsen sætter dig i stand til at udføre design, herunder brugerdrevet design af indhold og struktur i informationssystemer af alle slags, med særligt henblik på persuasivt design. Du skal som studerende opnå kompetencer til:

  • Persuasivt design af informationssystemer
  • Forskningspraksis eller udviklingspraksis inden for feltet persuasivt design. Dette betyder, at du skal skrive en eller flere videnskabelige artikler til f.eks. relevante konferencer og tidsskrifter, at deltage i konferencer og netværk, at formidle forskning inden for feltet, at udføre projektledelse ifht. design af kultursensitive og flermediale informationsarkitekturer med særligt henblik på persuasivt design.
  • Evaluering af informationssystemer ud fra etiske og retoriske principper
  • Formidling af designstrategier.

PD-linjens indhold og opbygning

På 7. semester indføres du i uddannelsens fem fagområder

På 8. semester skal du gennemføre et studieforløb i samarbejde med et forskningsprojekt inden for informationsarkitektur med særligt henblik på persuasivt design.

På 9. semester arbejder du igen med de fem fagområder sideløbende med dit valgfag. Herefter skal du fordybe dig i strategiudvikling med særligt fokus på persuasivt design.

10. semester skal du skrive dit kandidatspeciale.

I studieordningen for kandidatuddannelsen i Informationsarkitektur kan du læse mere om PD-linjens indhold og opbygning.