Fagligt indhold · Udvikling og Internationale Relationer
Kandidatuddannelsen Udvikling og Internationale Relationer tager 2 år, dvs. 4 semestre.
Du kan specialisere dig inden for følgende områder:
- Udvikling og Internationale Relationer
- Chinese Area Studies
- Global Refugee Studies (København)
- Latin American Studies
Alle specialiseringer er struktureret med kurser og projektarbejde på 1. og 2. semester. 3. semester er viet til praktikophold hos en international organisation eller studieophold ved et udenlandsk universitet. 4. semester anvendes til specialeskrivning.
Læs projekter skrevet af studerende på kandidatuddannelsen i Udvikling og Internationale Relationer i Projektbiblioteket.
Se studieordning for kandidatuddannelsen i Udvikling og Internationale Relationer.
Specialiseringer
Udvikling og Internationale Relationer
1. semester fokuserer på internationale relationer og forskellige aspekter af disse som fx internationale organisationer og kultur, identitet og politik. Her undervises i:
- Teorier om internationale relationer
- Regional integration og internationale organisationer
- Politisk forandring og udviklingsteorier
Dette suppleres med valgfrie kurser om fx:
- Verdensøkonomien i det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede
- Skandinaviske studier
2. semester drejer sig overvejende om udviklingsproblemer, -udfordringer og -muligheder. Der vil være kurser inden for:
- International politisk økonomi
- Politik, kultur og identitet
- Globalisering og udfordringer til udviklingsprocesser i den tredje verden
Dette suppleres med valgfrie kurser om fx:
- Afrika og EU
3. semester vælger den studerende mellem et mindst 3 måneders praktikophold ved en international organisation i Danmark/udlandet eller et studieophold ved et udenlandsk universitet eller forskningsinstitution.
4. semester anvendes til at skrive speciale, hvor den studerende indgående fordyber sig i en problemstilling, som relaterer sig til Udvikling og Internationale Relationer.
Chinese Area Studies
På specialiseringen i Chinese Area Studies udbydes specielle kurser om kinesiske forhold. Projekt, praktikophold og specialeemne vælges således, at kinesiske forhold, henholdsvis relationer mellem EU og Kina står i forgrunden. Der udbydes desuden valgfrie kurser i kinesisk sprog.
Med Chinese Area Studies opnår du en bred forståelse af moderne og historiske temaer og problematikker i Kinas udvikling, samt omfanget af Kinas indflydelse på verdensøkonomien og globale relationer.
Eksempler på kurser som tilbydes på Chinese Area Studies:
- Grundlæggende kinesisk
- Det kinesiske politiske system
- Kinesisk historie
- Face & forbindelser - at gøre forretninger i Kina
- Virkningerne af globalisering på kinesisk identitet
- Kinas vækst og den eksisterende verdensorden
- Kulturelle følger af Øst møder Vest
- Oprindelsen af kinesisk civilisation - myte & magi
Global Refugee Studies (København)
På specialiseringen i Global Refugee Studies udbydes specielle kurser inden for Global Refugee Studies. Projekt, praktikophold og specialeemne vælges således, at Global Refugee Studies står i forgrunden.
Med en specialisering i Global Refugee Studies vil du opnå en væsentlig viden om flygtninge problematikker, tvungen migration og intern befolkningsfordrivelse, samt underudvikling og fattigdom som årsag og virkning af fordrivelse. Du vil være i stand til at analysere og håndtering komplekse og varierede årsager og følger af en flygtningesituation og migration. Og du vil være i stand til at anvende din viden om og forståelse af disse spørgsmål til problemløsningsstrategier og -politik i en lokal, national og global sammenhæng.
Global Refugee Studies kan kun læses i København.
Temaet for 1. semester er Flygtninge, internationale forhold og udvikling, og der undervises i:
- Internationale organisationer, menneskerettigheder og international lov set i et flygtningeperspektiv
- Teorier om internationale relationer
- Politisk forandring og udviklingsteorier
Temaet for 2. semester er Tvungen migration og flygtningeproblematikker, og der undervises i:
- Globalisering, tvungen migration og flygtningeproblematik set i et udviklingspolitisk og historisk perspektiv
- International politisk økonomi
- Politik, kultur og identitet
3. semester vælger den studerende mellem et mindst 3 måneders praktikophold ved en international organisation i Danmark/udlandet eller et studieophold ved et udenlandsk universitet eller forskningsinstitution.
4. semester anvendes til at skrive speciale, hvor den studerende indgående fordyber sig i en problemstilling, som relaterer sig til Global Refugee Studies.
Latin American Studies
På specialiseringen i Latin American Studies udbydes specielle kurser om latinamerikanske forhold. Projekt, praktikophold og specialeemne vælges således, at latinamerikanske forhold, henholdsvis relationer mellem EU og Latinamerika står i forgrunden. Der udbydes desuden valgfrie kurser i spansk på begynder- og fortsætterniveau.
Med en specialisering i Latin American Studies opnår du en bred forståelse af moderne og historiske temaer og problematikker i relation til udviklingen af Latinamerika, samt indsigt i Latinamerikas indflydelse på verdensøkonomien og globale relationer.
Eksempler på kurser som tilbydes på Latin American Studies:
- Latinamerika i den globale økonomi: Resultater og udfordringer
- Latinamerikanske udviklingsstrategier 1: Økonomi og internationale økonomiske bidrag
- Latinamerikanske udviklingsstrategier 2: Internationale relationer - EU og Latinamerika
- Den brasilianske vækst og den eksisterende verdensorden
- Organisationskulturer i Latinamerika
- Sociale bevægelser og ngo'er i det moderne latinamerikanske samfund
- Oprindelige befolkningsgrupper og deres rettigheder samt moderne samfundsstrukturer i Latinamerika
- Kønsaspektet i det moderne Latinamerika
- Spansk på begynder- og fortsætterniveau
