Fagligt indhold · Datalogi (Aalborg)

Den 2-årige kandidatoverbygning på Datalogi giver flere valgmuligheder, idet du kan vælge mellem at lave speciale på sidste eller næstsidste studieår. Det valg giver dig store muligheder for at dreje din kompetence i den retning, som du ønsker. Du træffer valget sent i uddannelsen, hvor du har det bedste overblik over konsekvenserne af dit valg.
Langt de fleste uddannelser bruger det første år på enten yderligere fordybelse inden for faget eller på supplerende kompetencer inden for andre fagområder. På den måde får du specialet på sidste studieår som afslutning på uddannelsen.
Hvis du læser Datalogi som det centrale fag i en tofags-uddannelse og ønsker at tilegne dig supplerende kompetencer inden for et andet fagområde fx matematik, fysik, spiludvikling eller andre fag fra humaniora eller samfundsvidenskab, skal du tage suppleringsfag forud for specialeåret. Mange vælger også at tage fag på udenlandske universiteter på dette tidspunkt.
Hvis du derimod læser Datalogi som en étfags-uddannelse for at få en stærkere datalogisk kompetence, skal du følge specialeåret først, fordi du skal bruge dine erfaringer fra specialet på den efterfølgende suppleringsenhed i Datalogi. Mange studerende på Datalogi vælger denne løsning, og derfor kalder vi i det følgende specialeår for 7.-8. semester, og suppleringsenheden for 9.-10. semester. Du kan også vælge et ophold på et udenlandsk universitet som led i din uddannelse.
En studerende fortæller ...
"Jeg elsker at studere datalogi, fordi det blander min teoretiske interesse for matematik med min fascination af computere. Gennem projektarbejdet får vi mulighed for at gå i dybden med et emne, som vi selv finder interessant.
Jeg har bl.a. været med til at lave en intelligent stavekontrol, som forsøgte at rette komma- og r-fejl i tekster, hvor vi kom hele vejen rundt om både algoritmer, lidt maskinintelligens og implementering."
- Sine Lyhne Viesmose, datalogistuderende
Øverst til højre på denne side kan du se det såkaldte "fagbarometer". Det viser uddannelsens fokus på forskellige fagområder i forhold til hinanden.
På kandidatuddannelsen i Datalogi kan du fordybe og specialisere dig indenfor bl.a.:
- Programmeringsteknologi (Programmeringssprog og compilere, programmeringsværktøj, test og dokumentation af programmer og (mobil) internet-programmering mv.)
- Semantik og verifikation (Matematiske modeller for programadfærd og sikkerhed, kontrol af programmers opførsel, ressourceforbrug, sikkerhedsegenskaber og automatisk test af software m.m.)
- Distribuerede systemer (Peer2Peer, grid, netværkssikkerhed, operativssystemer og cluster-computing)
- Databaseteknologi (Modellering og organisering af data, effektive forespørgsler og opdateringer, data mining og mobile services)
- Maskinintelligens (Computerstøttet overvågning, diagnose og fejlopretning, autonome agenter, selvlærende systemer og maskinlæring)
- Menneske-maskine interaktion (Design, implementering og evaluering af brugergrænseflader
Du får et indgående kendskab til et eller flere underområder af software, og du kommer til at arbejde med internetudvikling og distribueret og mobilt software. Senere kommer du tæt på forskningsmiljøer, som er blandt de førende i verden inden for forskning i avancerede softwareteknikker.
Specialiseringer
Spil- og engineprogrammering
Er du fascineret af spiludvikling, grafik, design og programmering? Er du vild med at udvikle og designe teknologier bag banebrydende animation, film, musik, lyd, computerspil og digital kunst? Kunne du tænke dig at udvikle det bagvedliggende som får spillet til at virke, eller vil du hellere finde på spillet – designe det og udtænke animation og grafik? Den Danske spilbranche er i vækst, og mange forudser, at væksten vil fortsætte langt ud i fremtiden. Danske spiludviklere har allerede banket et solidt ry på plads i Danmark og i udlandet. Vil du være med på holdet og udvikle fremtidens spil? Vi tør godt love dig det bliver spændende for du kommer til at arbejde intenst med spiludvikling, spilteori, animation, grafisk design, kunstig intelligens og meget mere.
Spilprogrammør er en specialisering på kandidatuddannelserne i datalogi og informatik, og for at blive optaget skal du have en bacheloruddannelse inden for fx datalogi, software eller informatik, og have lært de grundlæggende elementer inden for disse fag.
Uddannelsen er bygget op omkring 2 semestre, hvor der arbejdes intenst med spiludvikling – både i form af projektarbejde i grupper og ved målrettede specialdesignede kurser til den dynamiske spilbranche. Første semester er et fælles semester for alle studerende under DADIU, det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning. Her skal du sammen med en masse andre studerende fra andre danske universiteter og højere uddannelsesinstitutioner arbejde med udvikling af spil i høj kvalitet. På andet semester kommer du til at fordybe dig yderlige inden for emner om spiludvikling. Karakteristisk for specialiseringen er at du får næsen i alle aspekter af spiludvikling herunder game engine programmering, animation, spildesign, matematik og test af software.

Efter første og andet semester kan du vælge at fortsætte med spilprogrammørtemaet og specialisere dig yderligere i emnet. Det betyder, at du på de sidste semestre af uddannelsen kan gå i dybden med lige netop det emne inden for spilprogrammering som fascinerer dig mest – det kan fx være udvikling af en ny game engine i samarbejde med en spilproducent.
Når du er færdig med din uddannelse kan du vælge at fortsætte i en karriere i spilindustrien eller måske som forsker på universitetet. Spil bliver integreret i stadig flere enheder som fx håndholdte spilkonsoller og mobiltelefoner. Uanset om der skal udvikles spil til det ene eller det andet bliver du som spilprogrammør en vigtig brik.



