Share |

Fagligt indhold · Teknoantropologi (Aalborg og København)

Bacheloruddannelsen i Teknoantropologi indeholder flere egentlige antropologifag, ligesom antropologien skal bringes i spil i alle projekterne. Ca. 1/3 af uddannelsens indhold er antropologisk. Herudover indeholder uddannelsen flere teknologimoduler, der beskæftiger sig med den nyeste teknologi, med teknologisk problemløsning i stor og lille målestok, og teknologiens naturvidenskabelige grundlag. Uddannelsen sætter dig i stand til at træffe ansvarlige beslutninger om teknologi. Du vil på bacheloruddannelsen derfor følge et kursus i teknologietik, ligesom flere af uddannelsens projekter fokuserer på ansvarlig beslutningstagen.

Kristian Østergaard Lund, studerende på Teknoantropologi


”Jeg gerne ville lave noget, hvor jeg beskæftigede mig med mennesker, og gerne noget, hvor arbejdet blev hængt op på et teoretisk materiale. På samme tid havde jeg ikke glemt min naturvidenskabelige baggrund fra gymnasiet, og jeg ledte derfor efter et fag, hvor interessen for mennesker og det teknisk-naturvidenskabelige kunne forenes.

Teknoantropologistudiet viste sig at tilbyde netop dette. Her er målet at arbejde tværfagligt i mellem antropologien og teknologien. Omdrejningspunktet er menneskets møde med teknologien. Igennem grundlæggende viden om og evnen til hurtigt at forstå en given teknologi kombineret med et antropologisk begrebsapparat er det meningen, at vi skal indgå konstruktivt i dette møde."

Samlet oversigt over uddannelsens faglige indhold

Link til uddannelsens studieordning

1. semester

På 1. semester lærer du at arbejde problem- og projektorienteret. I faget ’Problembaseret læring i videnskab, teknologi og samfund’ (PBL), vil du bl.a. lære, at redegøre for grundlæggende læringsteori, samt for teknikker til planlægning og styring af projektarbejde. Du vil endvidere blive i stand til at redegøre for forskellige tilgange til analyse og vurdering af ingeniør-, natur og sundhedsvidenskabelige problemstillinger og løsninger i et videnskabsteoretisk, etisk og samfundsmæssigt perspektiv.

Allerede på dette semester, indføres du i løsning af konkrete problemstillinger via faget ’Cases i anvendt teknologi’, hvor du vil opnå viden om bl.a. udviklingen og anvendelsen af teknologi indenfor udvalgte anvendelsesområder. Du vil opnå færdigheder til at redegøre for teknologicases i et samfundsperspektiv samtidig med, at du vil tilegne dig viden om komponenter og funktioner i konkrete teknologiske produkter.

I faget ’Introduktion til antropologi’, vil du opnå viden om antropologisk teori og metode, som grundlag for indsamling og analyse af empirisk materiale vedrørende teknologi og kultur samt videnskabsteoretiske positioner og deres konsekvenser for det antropologiske arbejde. Undervisningen foregår som en vekselvirkning mellem forelæsning og mindre øvelser.

Projektet på første semester har titlen ’Mennesket og teknologien’ og modulet udføres som et problembaseret og projektorienteret arbejde indenfor modulets overordnede ramme. Gennem arbejde med projektet, vil du bl.a. opnå viden om hvordan mennesker har anvendt eller anvender en udvalgt teknologi samt om den samfundsmæssige kontekst, som omgiver den udvalgte teknologi.

2. semester

På 2. semester vil du via projektet ’Teknologi, innovation og etik’ opnå kompetencer til at indlejre etiske vurderinger i arbejdet med innovation og udvikling af ny teknologi samt til at formidle innovationsprocessens teknologiske indhold og struktur. Du vil få viden om metoder, teorier og procedurer, der understøtter innovation af ny teknologi indenfor et udvalgt teknologiområde samtidig med, at du vil besidde viden om de etiske forhold og problemstillinger, der knytter sig til dette.

Faget ’Teknologi på mikroplan: Fra naturvidenskab til teknologiske løsninger’ vil give dig viden om udvalgte teknologiske fagområders grundlæggende begreber og principper samt om disse områders metodiske tilgange til udvikling og strukturering af nye teknologier. Du vil opnå kompetencer til bl.a. at planlægge og dimensionere forsøg og tests indenfor et udvalgt teknologisk område.

I faget ’Teknovidenskab’ vil der blive fokuseret på at opnå kompetencer til at formidle kulturelle og institutionelle dimensioner af teknovidenskab til teknisk faglige specialister. Du vil via forelæsninger, der præsenterer teoretiske nøglebegreber, problembaseret arbejde i grupper med cases, studenterfremlæggelser understøttet af skriftligt materiale, studenter-assessments samt diverse eksterne aktiviteter få viden, der gør dig i stand til at redegøre for teorier, der omhandler samspillet mellem videnskabeligt arbejde indenfor natur-, ingeniør og teknovidenskaberne og dets kulturelle og institutionelle kontekst.

Faget ’Teknologi og etik’ giver dig kompetencer til at tage etisk stilling til konkrete teknologier, til den teknologiske udvikling samt til hele det teknologiske samfund. Du vil opnå viden om værdiorienteret teknologidesign samt om udvalgte etiske teorier og argumenter samtidig med, at du vil udvikle færdigheder, som gør dig i stand til at anvende og vurdere etiske teorier og argumenter.

3. semester

På 3. semester omhandler projektet ’Teknologi i antropologisk perspektiv’. Via arbejdet med et projekt under denne overskrift, vil du bl.a. opnå færdigheder til at vurdere og argumentere for valg af antropologisk teori og metode i forbindelse med en konkret undersøgelse samt færdigheder til at designe en kvalitativ/empirisk (antropologisk) undersøgelse. Du vil få kompetencer, som gør dig i stand til at sætte antropologiske metoder i spil med en konkret teknologi samt til at afdække teknologiens kulturelle dimensioner via antropologisk relateret analyse.

’Antropologiske metoder’ er et modul, hvor undervisningen er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem forelæsning, feltundersøgelser samt workshops om dataanalyse og produktion af tekst, hvorigennem du vil opnå kompetencer til at arbejde med kvalitative forskningsmetoder.
Når du har gennemført modulet, vil du have opnået færdigheder til at anvende antropologiske metode- og analyserefleksioner, kunne vurdere forbindelse mellem feltarbejde og undersøgelsesfeltets kultur, organisation og aktører samt at vurdere gyldighederne og begrænsningerne af egne observationer og metoder.

I faget ’Analyse af teknologiens aktører’, vil du få viden om metoder til kortlægning og analyse af interessenter og aktører omkring teknologiprodukter samt om aktør-netværk-teori. Du vil endvidere opnå viden om teorier som gør dig i stand til at analysere samspillet mellem aktører. Når du har gennemført modulet, vil du have kompetencer til at identificere og formidle relationer mellem aktører med interesse i et specifikt teknologiprodukt samt til kritisk at reflektere over teknologiforståelser, der er kendetegnende for aktøranalyser.

På dette semester vil du endvidere få mulighed for at tone din uddannelse via valgfag.

Mads Bundgaard, studerende på Teknoantropologi
 

"Første semester på Teknoantropologi har været fyldt med nye indtryk. Man kommer ud et nyt sted, møder nye mennesker og det hedder ikke længere lærere, klasse og undervisning.

Holdet og jeg blevet introduceret til en masse teknologi af forskellig art. Vi har analyseret på robotteknologi, biokemi og storproduktion af mad. Man kommer vidt omkring, og i forbindelse med de fleste analyser har vi været på ekskursioner og prøvet eller set teknologierne på tæt hold."

4. semester

Også på 4. semester, er der et valgfag, som du kan vælge med udgangspunkt i netop dine specifikke interesser. Herudover vil du via faget ’Teknologi i et makroperspektiv: Fra innovation til industri’ bl.a. arbejde med at analysere elementerne i et konkret teknologisk produkt med henblik på udarbejdelse af en konkret forretningsplan, CE mærkning og patentering. Herudover vil du opnå viden om teorier og metoder til både teknologivurdering og til skabelse af prototyper. Med dette fag i baggagen, vil du have kompetencer til at følge, forstå og formidle teknologiprodukter i deres helhed samt nedbrudt i specifikke produktkomponenter fra innovationsproces til produktion og du vil kunne udarbejde kravsspecifikationer og teknologivurderinger.

I faget ’Videnskabsjournalistik’, vil du opnå kompetencer til at formidle diverse teknologiske problemstillinger og løsningsforslag til ikke-fagfolk. Dvs. at du bliver en slags brobygger mellem fagfolk med specifik viden om givne områder og folk, der ikke er specialister.
Du vil få viden om generelle journalistiske metoder samt om specifikke teorier og metoder, der knytter sig til formidling af videnstungt stof. Herudover vil du opnå viden om teorier om kommunikation samt udvikle en forståelse for den offentlige meningsdannelse.

Gennem projektet på 4. semester, som har overskriften ’Brugerdreven innovation og formidling af ny teknologi’ kommer du, i fællesskab med din gruppe, bl.a. til at arbejde med skrivning af en række formidlende tekster. Du vil på dette modul opnå viden om brugerdreven innovation, om journalistiske metoder og teorier samt andre metoder til at formidle teknologiske problemstillinger og om teknologivurdering. Herudover vil du få viden om en udvalgt teknologisk industri.


5. semester

På dette semester skal du arbejde med selvstændigt at kunne etablere, udforme og anvende en portfolio som metode til håndtering af komplekst datamateriale i antropologisk arbejde. Du vil gennem dette arbejde opnå viden om både teorier og metoder om portfoliebegrebet samt om en portfolios anvendelsesformer. Du vil opnå færdigheder, som gør dig i stand til at vurdere anvendelse og hensigtsmæssig udformning af portfolio i relation til forskellige formål og kontekster – herunder både læring og formidling. Også på dette semester skal du vælge et valgfag.

På 5. semester hedder projektet ’Deltagende observation i teknologikulturer’, hvor du vil få kompetencer til at reflektere over metodiske og etiske udfordringer i forbindelse med undersøgelse af teknologikulturer samtidig med, at du vil kunne reflektere over din egen rolle som deltagende observatør i undersøgelsen af teknologikulturer.

6. semester

På 6. semester skal du arbejde med dit bachelorprojekt. Dette arbejde vil gøre dig i stand til selvstændigt at håndtere en kompleks problemstilling vedr. en ny teknologis kulturelle, institutionelle, organisatoriske eller etiske dimension.

Udover arbejdet med dit bachelorprojekt skal du deltage i faget ’Interdisciplinær videnskabsteori’, hvor du bl.a. vil skulle deltage i forelæsninger, der præsenterer teoretiske nøglebegreber, arbejde problembaseret med cases i grupper, deltage i studenterpræsentation, der knytter interdisciplinære videnskabsteori til bachelorprojektet.
Faget vil give dig kompetencer, til selvstændigt at kunne formidle tværvidenskabelige problemstillinger og analyser heraf til fagfolk og tekniske specialister. Udover dette fag, vil du også have et valgfag efter eget ønske.

Oversigt over uddannelsens faglige indhold 

SemesterModulECTS
1.Cases i anvendt teknologi5
 Introduktion til antropologi5
 Problembaseret læring i videnskab, teknologi og samfund (PBL)5
 Projekt: Mennesket og teknologien15
2.Teknologi på mikroplan: Fra naturvidenskab til teknologiske løsninger5
 Teknovidenskab5
 Teknologi og etik5
 Projekt: Teknologi, innovation og etik15
3.Valgfag5
 Antropologisk metode5
 Analyse af teknologiens aktører5
 Projekt: Teknologi i antropologisk perspektiv15
4.Teknologi i et makroperspektiv: Fra innovation til industri5
 Valgfag5
 Videnskabsjournalistik5
 Projekt: Brugerdreven innovation og formidling af ny teknologi15
5.Valgfag5
 Portfolio i antropologisk arbejde10
 Projekt: Deltagende observation i teknologikulturer15
6.Valgfag5
 Interdisciplinær videnskabsteori5
 Bachelorprojekt20