Job og karriere · Arkitektur og design, civilingeniør (Aalborg)
På Arkitektur og Design specialiserer du dig inden for Arkitektur, Urbant design eller Industrielt design. Den tidligere specialisering allerede efter første år, betyder at du dygtiggør dig langt tidligere inden for dit felt end ved de traditionelle arkitekt- og designuddannelser. Det giver gode karrieremuligheder Danmark og internationalt – også fordi undervisningssproget på kandidatuddannelsen er engelsk.
Min baggrund fra Arkitektur og Design har givet mig en god faglig ballast med indgående kendskab til gængse metodikker og teorier, som er rygraden i de byudviklings-projekter, jeg sidder med i dag.
Studiet har også givet mig gode færdigheder i forhold til sam-arbejde og projektstyring / projektledelse, og det har helt klart understreget vigtigheden af at kunne kommunikere klart og forståeligt i både tale, tekst og tegning afhængig af modtageren, bygherre, myndighed, fagfolk eller fru Jensen. Det er vigtigt med et godt øje for kommunikation og lydhørhed for, hvad det egentlig er, der efterspørges - begge kompetencer studiet har bidraget til at opbygge.
Line Morsing Steenberg, Planlægger/Urban Designer, metopos - en del af Bascon A/S
Jobmulighederne er mange, og alt efter hvilken specialisering du har valgt under studiet, kan du få job som arkitekt, byplanlægger eller industriel designer.
Arkitektur
Uddannelsen som ingeniør i arkitektur ved Arkitektur og Design åbner for en række karrieremuligheder. Kombinationen af arkitektens designekspertise og ingeniør faglighed gør dig særligt kvalificeret til en lang række stillinger i erhvervslivet, de formår nemlig for eksempel at bygge bro mellem de forskellige aktører indenfor byggeriet. De fleste kandidater får arbejde i arkitektfirmaer, ingeniørvirksomheder, med forskning eller som selvstændig konsulent.
Urbant design
En uddannelse i Urbant Design ved Arkitektur og Design kombinerer arkitektens designekspertise og ingeniørfaglighed med indsigt i sociologiske processer og forbereder dig på en række jobmuligheder. Færdiguddannede kandidater arbejder typisk med byudvikling og byrum både på design- og strategisk niveau. De arbejder ved private arkitektfirmaer, byplanlægning tegnestuer, rådgivende ingeniørvirksomheder og kommuner – det kan være i private eller offentlige eller som selvstændig.
Industrielt design
Kombinationen af designfærdigheder, ingeniørfaglighed og indsigt i virksomhedsdrift giver dig mulighed for at arbejde inden for forskellige industrier og professioner internationalt. Kandidater fra Arkitektur og Design med en specialisering i Industrielt Design arbejder blandt andet med service design, brugerdrevet design, produktmanagement, forskning eller som designingeniør eller selvstændige entreprenører med egen virksomhed.

