Share |

Tysk

Berlin – Det er tysk

Tyskland og Berlin er mere in end nogensinde, og tyskfaglige kandidater efterspørges i stor stil til både det offentlige og private arbejdsmarked.

Ved at påbegynde et tyskstudium ved Aalborg Universitet, starter du opbygningen af en stærk kompetenceprofil. Du opnår høje kompetencer i mundtligt og skriftligt tysk, solid indsigt i historie, kultur- og samfundsforhold i de tysksprogede lande, færdigheder i at arbejde med tyske tekster i forskellige medier og genrer samt teoretisk indsigt i tysk sprog. Derudover får du almene humanistiske færdigheder samt evne til at arbejde projektorganiseret.
Tysk indgår – sammen med de øvrige fremmedsprog – i et aktivt studiemiljø.

En indgang til mange muligheder

En bacheloruddannelse i Tysk giver adgang til en bred vifte af kandidatuddannelser. Vælger du at kombinere Tysk med et andet undervisningsfag inden for gymnasieskolernes fagpakke, kan du optages på den undervisnings- og formidlingsrettede kandidatuddannelse i Tysk og et andet fag. Denne uddannelse kvalificerer dig til undervisning i Tysk og det valgte tilvalgsfag på de gymnasiale uddannelser, men også til mange andre jobfunktioner.

Du kan imidlertid også vælge at kombinere et centralt fag i Tysk med andre fag med henblik på at søge ind på andre kandidatuddannelser inden for fx It, Læring, Turisme samt Kultur, Kommunikation og Globalisering.