Share |

Job og karriere · Dansk

Dansk giver dig færdigheder og kompetencer, der kan bruges i mange forskellige sammenhænge, på såvel det private som det offentlige arbejdsmarked.Mange bliver beskæftiget med undervisning i gymnasiet, voksenuddannelse osv. Men lige så mange får glæde af deres uddannelse inden for informations- og kommunikationsarbejde, projektledelse, markedsføring og -strategi, nyhedsformidling og andre formidlingsopgaver.

Arbejdsformen er gruppe- og projektorienteret. Det gør dig attraktiv på arbejdsmarkedet, da du allerede i løbet af din uddannelse har opnået kompetencer inden for teamarbejde, og da du er hurtig til at sætte dig ind i og arbejde med problemstillinger.

De fleste læser både en bachelor- og kandidatuddannelse, men det er også muligt kun at tage en bacheloruddannelse og søge arbejde herefter. Dine karrieremuligheder vil dog være større, hvis du også læser en kandidatuddannelse.

Tidligere studerende fortæller om deres karriere

Gymnasielærer - et job med variation og masser af "fagnørderi"

Da jeg blev færdig som cand.mag i Dansk og Spansk i januar 2009, var det ikke ubetinget en festdag, for jeg kunne godt lide at studere. Jeg kunne lide såvel forelæsninger som at fordybe mig i stoffet, især i projektskrivningen, men det virkelige liv truede på den anden side. Umiddelbart efter fik jeg mit første job – et barselsvikariat som fuldmægtig på AAU. Da vikariatet udløb, startede jeg kort efter på VUC Nordjylland, hvor jeg nu er ved at tage pædagogikum.

I mine sidste to år som underviser har jeg opdaget, hvor meget jeg elsker at undervise. Jeg kan godt lide interaktionen med eleverne, og jeg kan godt lide, at jeg bruger mine fag hver dag. I min jobsøgning har det været en stor fordel at have haft relevante studiejobs, og jeg kan kun anbefale andre kommende gymnasielærere at prøve kræfter med undervisning allerede i studietiden, ligesom jeg kun kan anbefale, at man tager en gymnasielæreruddannelse, hvis man ønsker en arbejdsuge med variation og masser af ”fagnørderi”.
 

Stinne Krogh Poulsen
Cand.mag i dansk og spansk - ansat ved VUC Nordjylland, Aalborg afdeling

 

casper kolindAnalytiske færdigheder i praksis

I mine tidligere job har jeg arbejdet med kommunikation og webformidling i den offentlige forvaltning. Her har jeg trukket på mine kompetencer inden for sproglige og analytiske færdigheder. I dag sidder jeg som leder, og dagligt har jeg brug for hurtigt at kunne skabe et overblik over opgaver og ressourcer. Mine analytiske færdigheder er guld værd når jeg skal træffe nogle vigtige beslutninger, som får konsekvenser for medarbejdere. Samtidig kan jeg også trække på mine relations- og samarbejdsevner, som bl.a. blev oparbejdet under gruppearbejdet på Aalborg Universitet.

Kasper Kolind,
Cand.mag. i Dansk

 

Dansk - plads til alle lige fra fagnørder til festaber
 

Jeg valgte at læse Dansk kombineret med et engelsksproget tilvalgsfag i Kultur og Medier. Jeg har altid gerne villet arbejde med formidling i et bredt perspektiv, og det danske sprog, dets historie, rammer og formidlingsplatforme var vigtige for mit valg af studie. Det måtte gerne kombineres med noget, der pegede endnu mere ud over de nordiske rammer, hvilket forklarer tilvalgsfaget.

På AAU oplevede jeg først og fremmest et godt studiemiljø, hvor det sociale var i højsædet, men hvor der ikke blev kigget skævt til én, hvis man nogle dage valgte at knokle igennem derhjemme. Der var plads til alle – fagnørderne, festaberne og dem, der ligger lige imellem. Studietiden på AAU var desuden perfekt til at udforske de faglige rammer, der har et højt niveau. Samtidig var der en kæmpe åbenhed for forskellige projekttilgange, hvilket er noget af det, der har gavnet mig mest i min efterfølgende karriere.

Jeg har arbejdet som kommunikationsmedarbejder på KUNSTEN i Aalborg efterfulgt af job som formidler i affaldsbranchen! Fra kunst til affald – bredere bliver det vist ikke, men begge dele var alligevel baseret på de samme kvalifikationer: En god evne til at lære fra sig og formidle på forskellige platforme, til at formulere sig godt og tydeligt, til at analysere en problemstilling og være åben over for forskellige løsninger. Alt sammen noget, der blev styrket under min studietid på AAU.

Mine konkrete opgaver har været alt fra tekstforfatning, pressemeddelelser, opsætning af bannere, billedredigering, webudvikling, planlægning af arrangementer og forbrugeraftener, kommunikationsstrategier og i højere og højere grad brug af sociale medier. I mit nuværende job står jeg også for rundvisninger henvendt til alle aldre, og jeg har lavet en masse skøre videoer om miljø og affald. Nogle ting har jeg lært mig selv ved siden af studiet, hvilket der har været tid og mulighed for, selvom der har været intensive projektfaser, studiejob, fester og alt det andet, som hører med.

Mit bedste råd til dig, der står og skal vælge studie, er at trække vejret dybt og ikke tænke så meget over, at ét valg er bedre end et andet. Der er stor mulighed for at prøve tingene af undervejs, og studiemiljøet på AAU er åbent og elsker udfordringer. Din kommende studietid afhænger af meget mere end de bøger, du sidder og læser i, så husk at bruge dig selv og dit unikke personlige drive. Så kan det aldrig gå helt galt.

Tue Jepsen
Cand.mag. i Dansk og Kultur og medier
Formidler i affaldsbranchen