Praktik / udlandsophold · Historie
På kandidatuddannelsen i Historie indgår ofte et semesters praktik - ved et museum, et arkiv, en offentlig institution eller en privat virksomhed - eller studium ved et andet, fx udenlandsk universitet.
Praktik
Praktikophold giver dig mulighed for at komme ud og prøve noget af det, du har lært på Historiestudiet, og finde ud af, hvad det kan bruges til. Næsten alle studerende kommer tilbage fra et semesters praktik med øget selvtillid og mod på at få skrevet specialet så hurtigt som muligt, så de for alvor kan komme ud og få brugt deres uddannelse. De studerende tager som regel afsted på 9. semester.
Udlandsophold
Du kan også vælge at supplere din kandidatuddannelse i Historie med et studieophold ved et universitet i udlandet. Det giver dig en enestående mulighed for at leve i et andet land og for at blive endnu bedre til at arbejde med Historie på et andet sprog. Du kan også skabe dig et uvurderligt internationalt netværk allerede som studerende.
Mie Rise Jönsson
Praktiksted: Aalborg Stadsarkiv
En meget stor del af de kilder eller arkivalier, der i fremtiden skal dokumentere og beskrive vores samtid, skabes og lagres i dag elektronisk. Det stiller helt nye krav både til de, der skaber arkiverne og arkivarerne, der skal sørge for, at vi også i fremtiden får mulighed for at udforske fortiden.
En række af de krav og udfordringer, der er forbundet med elektroniske arkivalier, fik jeg indsigt i under min praktik (som e-arkivar) på Aalborg Stadsarkiv i efteråret 2005.
Jeg kortlagde blandt andet de bevaringsværdige data fra IT-systemerne i Ny Aalborg Kommune, så den bevaringsmæssige indsats forbundet med de kommunale arkivalier kunne målrettes og iværksættes.
I stedet for at beskrive fortiden for min samtid, var jeg i min praktik med til at bevare nutiden for eftertiden, - en interessant vinkel på historiefaget!
Jimmi Nicolai Tidemann Nielsen
Udlandsophold: University of Oregon, USA
Jeg valgte tidligt i min uddannelse at lægge vægt på politisk historie, og min interesse faldt på tidlig amerikansk, politisk filosofi, derfor fandt jeg det om ikke nødvendigt så i hvert fald passende at tage til USA for at studere dette, da det ikke udbydes i videre grad på Aalborg Universitet. Derfor pakkede jeg tasken og tog af sted.
Mit valg faldt på University of Oregon i Eugene, som Aalborg Universitet har en udvekslingsaftale med. De kulturelle forskelle mellem Aalborg og Eugene er ikke særligt store, så man føler sig hurtigt hjemme. Studiemiljøet er dog ganske anderledes. Der sker hele tiden noget forskelligt, og der er tusindvis af tilbud til de studerende fx fra the Out-Door Programme, som udbyder udflugter de fleste weekender, the Recreation Facility (sports-/motionscenter), som er ganske gratis for studerende, og de mange andre tilbud - men det koster selvfølgelig også $ 15.000 pr. år at studere her, så er det vel kun rimeligt, at man får noget for pengene.
Undervisningen er ikke videre forskellig fra Danmark, så det skal ikke skræmme en væk. Forskellen er dog, at det akademiske år er inddelt i fire perioder og ikke kun to semestre. Hver periode varer i ti uger, og man skal minimum have tre fag (varierer fra de forskellige programmer/institutter). Det kan virkelig anbefales selv at prøve at være en international studerende, man møder mange forskellige mennesker fra mange forskellige kulturer. Alt er anderledes og dog så familiært.
