Undervisning på Aalborg Universitet
Når du studerer på Aalborg Universitetet, skal du tilegne dig meget viden. En stor del af den viden får du gennem projektarbejdet med din gruppe, men på hvert semester kommer du også til at følge mere traditionel undervisning.
Sådan bliver du undervist på Aalborg Universitet
På Aalborg Universitet kommer du til at gå til en del kurser, kaldet forelæsninger. Afhængigt af dit studium kan undervisningsformen spænde fra seminarer til laboratoriearbejde, og du vil typisk blive undervist af en forelæser. I løbet af et semester har du to til seks forskellige forelæsninger med op til 15 kursusgange hver. En forelæsning handler fx om et emne eller en teori inden for dit fag. Der skelnes mellem to typer forelæsninger: Projektenhedskurser og studieenhedskurser.
Undervisning på AAU
”På Aalborg Universitet bliver du undervist af forelæsere, der selv forsker i det fag, de underviser i, og det gør undervisningen levende og interessant. Det er også fedt, at undervisningen er bygget op omkring og forbereder én til det projekt, der skal skrives, samtidig med, at man har nogenlunde frie tøjler til at vælge, hvad man vil skrive om inden for éns fag.”
Helene Tornbjerg Andersen, SIS Engelsk
Inspiration til projektet
Projektenhedskurserne kan give dig og din gruppe inspiration til projektet, hvis I har svært ved at finde et emne og en problemstilling. Forelæsningerne følger det overordnede tema for det enkelte semester og giver jer indsigt i et bestemt stofområde. Forelæseren vil fx gennemgå metoder og teorier, som I kan anvende i projektet.
Generelle forelæsninger på AAU
Studieenhedskurserne giver dig en mere generel basisviden inden for dit fagområde og sikrer bredden i din uddannelse. Sommetider vil forelæseren måske opfordre dig og dine medstuderende til at tage aktiv del i undervisningen ved fx at holde oplæg. Det er lærerigt, så den chance bør du gribe.
Engagerede undervisere
På Aalborg Universitet får du den nyeste viden inden for de forskellige fagområder, og du bliver undervist af engagerede undervisere, som brænder for deres fag. Undervisningen på AAU er nemlig forskningsbaseret. Det vil sige, at dine undervisere forsker inden for samme fagområde, som de underviser i. Undervisningsmaterialet er derfor ofte artikler fra aktuelle tidsskrifter.
Viden udefra
Undervejs i din uddannelse får du mulighed for at høre lidt om, hvad de teorier og metoder, du bliver undervist i, kan bruges til i praksis. Nogle undervisere på Aalborg Universitet vælger nemlig at invitere personer fra fx erhvervslivet på besøg som gæsteforelæsere. Andre gange afholder universitetet konferencer eller lignende, hvor du kan høre en 'guru' inden for dit fagområde. Du bør altid benytte disse muligheder.




