Din økonomi
Husleje, mad, bøger og biograf- og caféture er blot nogle af de ting, din økonomi skal kunne bære, når du går på universitetet. Nogle studerende gør det til en livsstil at leve af SU'en, mens andre supplerer med et fritidsjob. Valget er dit.
Udgifter i din studietid
Som studerende på Aalborg Universitet skal du selv betale for de bøger, kopier og andet, som du skal bruge på studiet. Måske skal du også have fat på en computer. Inden du går ud og køber nyt, bør du bemærke, at der kan være alternativer.
Spar penge under studiet
Hvis du gerne vil gemme lidt penge på kontoen til husleje og mad, kan du vælge at købe brugte studiebøger. Mange tidligere studerende sælger deres gamle bøger, så hold øje med opslagene rundt omkring på AAU’s opslagstavler. Måske kan du spare en del penge på den måde. Du kan også få en computer til en fornuftig pris, hvis ikke det skal være markedets nyeste model. Er du ude i god tid, er det også muligt at finde en bolig til en fornuftig husleje. Livet som studerende behøver med andre ord ikke ruinere dig.
SU i din studietid
Når du går på Aalborg Universitet, har du mulighed for at få SU, Statens Uddannelsesstøtte. Hvor meget du kan få, afhænger af din situation, dvs. om du er ude- eller hjemmeboende, har børn osv. Læs mere om SU og andre særlige støtteformer.
Job under studiet
Hvis ikke din SU slår til, kan du supplere den med et studiejob. Mange studerende vælger denne løsning for at have lidt mere at gøre med i studietiden. Læs mere om dine muligheder for at få et studiejob.
Legater og fonde
Hvis du fx skriver et omfangsrigt projekt eller har planer om et studieophold i udlandet, har du mulighed for at søge økonomisk hjælp hertil i form af legater. Læs mere om legater og fonde.



